5 gode grunde til at rejse til Freeride DM

Der er mange gode grunde til at tage til Freeride DM i Tignes under påsken. Jeg vil her komme med fem rigtigt gode grunde til at du skal få arrangeret en rejse, hvis ikke du allerede har gjort det.

Freeride DM er årets sidste store samlingspunkt for det danske skimiljø. Tignes og det kæmpestore skiområde danner rammen for årets hyggeligste konkurrence; De danske mesterskaber i Freeride. Jeg vil herunder give dig 5 gode grunde til, hvorfor du skal tage med til Freeride DM.

Her kan du læse alt om arrangementet og konkurrencen

freeride-dm-ce

Fem gode grunde til at rejse til Freeride DM

1. Du kan blive Danmarksmester

Afhængigt af dit niveau varierer chancen og muligheden for at vinde naturligvis, men chancen er der. Og det handler om at gribe den. For alle os, som hurtigt droppede fodbold-, tennis-, eller håndboldkarrieren er Freeride DM en enestående mulighed for at kunne kalde sig selv danmarksmester. Det er fedt!

Bonus: Pokalen er større end Champions League pokalen

freeride-dm-vindere

2. Alle danmarks bedste skiløbere er samlet et sted

Hele danmarks ski elite er samlet i påsken. Det giver et exceptionelt højt niveau af skiløb – og af sjov! Generelt er ski entusiaster rigtigt gode, og festlige, folk at hænge ud med. Og når der så er et par hundrede af den slags, kan du hurtigt regne ud at det er en succes. Både på bjerget og i baren.

3. Der er bajere og burgere

Det er en fast tradition at der er bajere og burgere på konkurrencedagene. Det er gode burgere, det er kolde bajere og der er mange af dem. What’s not to like?

4. Freeride DM er for alle – især tilskuerne

Alle kan deltage i Freeride DM, sådan har det altid været og sådan vil det sikkert også altid være. Udover at alle er velkomne til at deltage i konkurrencen, så er Freeride DM også virkeligt tilskuervenligt. Konkurrencen afholdes tæt ved pisterne. Der er god musik. Der er høj sol. Der er flotte piger. Der er lodtrækningspræmier. Kort sagt, så er der alt, hvad der skal være for at det bliver en god oplevelse.

FINN-P-powe-solskin

Foto: Finn P Photography

5. Der er garanteret sol, frisk pudder og kold rosé

Som altid når det er Freeride DM, så har arrangørerne lovet sol, frisk pudder og kold rosé. Og som altid tror vi på dem (det passer næsten altid).

Så kom ned til årets bedste skiløb, med danmarks bedste skiløbere og hyg dig om aftenen med sæsonens bedste fester. Om du skal på ski igen efter eller ej, kom til Tignes og slut sæsonen af med et brag. Det bliver sjovt, det bliver godt og det bliver fantastisk underholdende.