Er du mere interesseret i Freeride-, Freestyle- eller All-mountain ski?

Så kan du læse vores guide om netop den type ski her..

Ting at være opmærksom på ved køb af carvingski

Ens skiniveau, vægt og ens ambitioner på ski er vigtige i forhold til at købe de rigtige carvingski.

Niveau

Når man køber carvingski, skal man være ærlig om sit niveau. Det nytter ikke noget at man siger at man er ekspert, når man egentlig er begynder eller øvet. Gør man det, får man en ski, som man ikke kan styre og dermed får man ikke det optimale ud af hverken skien eller skiferien.

Vægt

Samtidigt skal en tung mand have en anden ski end f.eks. en let teenager. Der er nemlig forskel på det tryk, som de kan give carvingskiene og dermed skal de have forskellige carvingski.

Ambitionsniveau

Ens ambitionsniveau er også vigtigt, da der er stor forskel hvilken carvingski der passer til skiløberen, som vil cruise ned ad bjerget og skiløberen, der vil blæse ned over bjerget med maks. hastighed.

Sölden ski

Et syn for guder, hvis man har købt de rette carvingski

Typer af carvingski

Der findes forskellige typer af carvingski. Igen er det vigtigt at man finder en carvingski, som passer til ens niveau, vægt og ambitionsniveau. De forskellige indelinger passer til forskellige type skiløbere. Her kommer en kort introduktion til inddelingen af carvingski.

Allroundcarver

Allroundcarvingskien har en konstruktion og opbygning, som gør skien nem at styre. Både ind og ud af svinget, får man hjælp af skiens bløde konstruktion og korte længde. Allroundcarvingski skal køres i en kort længde, da det giver et nemt indsving.

Både for- og bagende er ofte bøjede. Det giver en lettere overgang fra sving til sving. En hævet binding gør det nemmere at få et ordentligt kantgreb. Allroundcarvingskiene henvender sig til begynderen eller øvede, som vil cruise nedad pisten.

Slalomcarver

Slalomcarvingski er meget stive og korte. Hvilket gør skiene meget aggressive, når skien bliver presset i et sving, giver den en respons. Dermed får man et “bounce back” på vej ud af svinget, som gør skien ekstremt hurtig fra kant til kant. Den stive konstruktion gør skien stabil selv ved høj fart.

Skiene har en meget udpræget taljering, som gør det muligt at lave virkeligt skarpe carvingsving. Slalomcarvingskiene henvender sig til øvede skiløbere, der har styr på sin carvingteknik og som gerne vil køre hurtigt.

Racecarver

Racecarvingskiene er beregnet til høj fart, hvor skiene har et fantastisk kantgreb og høj stabilitet. Skien er lang og slank, med en stiv konstruktion og en bred skovl. Den lange slanke konstruktion, gør at racecarvingskiene bygget til store, runde carvingsving på pisten. Skiene har en løftet binding, som selv ved ekstreme carvingsving, gør at man undgår at ens skistøvler fanger pisten.

Skiene giver uanset underlag, en ekstrem kontrol. For at få det optimale ud af racecarvingskiene, skal de køres med høj fart. Skiene er derfor henvendt til folk som vil køre hurtigt med store og lange carvingsving.

Rocker i carvingski

Nogle producenter er begyndt at inkorporere rocker teknik i deres carvingski. Skiene bliver typisk udstyret med rocker i forenden, som gør det nemmere at indlede carvingsvinget. Det er dog en balancegang, da rocker i skien giver en større ustabilitet. Rocker i carvingski, ses derfor typisk i carvingski til begyndere og øvede skiløbere. Det er oftest denne type skiløbere, som har brug for ekstra hjælp til at indlede svinget og ikke bemærker den øgede ustabilitet og ringere kantgreb.

Er du i tvivl om hvad rocker er, kan du her læse vores artikel om:

Rocker ski – Hvad er Rocker ski.

Køb af carvingski

Jeg håber at denne guide til køb af carvingski, kan hjælpe dig med at finde de rette ski til lige netop dine behov. Dermed får du mere ud af skiferien og bliver en bedre skiløber. Man kan læse sig til meget, men den bedste måde at finde en ski, der passer til ens behov er at teste skiene. Det kan være en fordel at teste flere forskellige carvingski på en skiferien, inden man beslutter sig for at købe et par carvingski.