_i5195370

Vans Penken Park

Da vi ankom til Mayrhofen d. 17 januar efter 13-14 timer i tog, slæbte vi vores Douchebags til Gasthof Zillertal hvor vi skulle tilbringe den næste måneds tid. Selvom vi var lidt trætte efter rejsen tog det ikke mange minutter inden vi stod ved foden af Penkenbahn i midten af Mayrhofen.

Vi havde i forvejen tjekket vejrudsigten og vidste godt, at vi nok ikke skulle ud at stå i pudder de første par dage, derfor tog vi vores park ski på ryggen og satte kurs mod den efterhånden berømte Vans Penken Park.

Parken består af en pro line, advanced line, beginners line og en masse forskellige jibs. Vi filmede lidt hygge jib fra dagen vi ankom, lidt rustne var vi, men vi havde det rigtig sjovt.

Sneen dalede ned, og det stoppede ikke

Efter en en halv uges opvarmning i parken begyndte det endeligt at sne. Den første nat landede omkring 40-45cm frisk pudder i dalen, og endnu mere på toppen.

Bluebird ved Landhaus

Vi havde allerede udset os et par spots som vi skulle besøge på vores første officielle powder day, og det startede med en klassiker blandt seasonaires. Op med Penkenbahn fra byen og videre til den næste gondol 3SB, hvorfra man holder skiers right og kører mod det der populært kaldes Landhaus eller Sugarbowl(hos englænderne).

Sugarbowl-0000

Heldigvis for os ankom vi på det perfekte tidspunkt. Der var ikke megen rush på offpisten, som vi normalt er vant til fra større resorts, og det gav os en hel dag med friske linjer og lækre små klippedrops.

For at gøre det hele lidt bedre, var der hvis man holdte lidt længere skiers left – mulighed for at køre de lækreste treeruns lige under liften.

Vi startede ud med at charge ned igennem 3x avy gates, for så at finde urørt pudder mellem træerne. Det er en underdrivelse at sige knee-deep, og de pigtrådshegn man normalt skal krydse for at køre under liften, kunne nemt hoppes eller køres over.

Stoked nok til endnu en dag

Det var så godt, at vi dagen efter tog tilbage til det præcis samme spot. Lidt anderledes vejr, lidt lavere lys, lidt mere sne og ligeså fedt! Vi filmede med helmet-mounts de to dage, og filmen beskriver egentlig bedre følelsen af stoke, end jeg nogensinde kunne beskrive den her.

Selvtilliden på plads og klar til større udfordringer

Efter at tacklet en masse sjove sidetracks og treelines i et par dage, begyndte sneen igen at stå ned fra himlen. Da vi sad på vores altan en torsdag aften kunne vi se hvordan det massive snefald udviklede sig til en regulær snestorm.

Da vi stod op morgenen efter havde vi allerede aftalt hvor turen skulle gå til. Vi skulle køre et par af de rigtig fede couloirs under den store 150tux gondol.

Mayr-0003

Da vi stod ved foden af gondolen var det ikke som det plejede at være, der var ingen mennesker at spotte, nok fordi snestormen fra dagen forinden stadig ikke var helt trappet af.  Vi lod os ikke slå ud af det, og tog den store 150-mands gondol mutters alene.

Vi havde haft muligheden for at spotte facet fra chill-området i parken, og derfor havde vi helt styr på hvilken linje vi skulle køre først, selvom det nærmest var whiteout.

Sketchy snelag og en tanke på sikkerhed

Vi startede med at teste sneen og kunne godt mærke, at det var lidt sketchy. Vi triggerede et par små laviner inden vi droppede ned i den første(og måske stejleste) af de mange couloirs. Jeg har efterfølgende hørt uhyggelige historier fra det nordliggende face vi kørte, så her skal man være ekstra forsigtig.

Det gik efter alt forventning også rigtig godt ned igennem couloiren, og på den anden side ventede et lille drop-in til en kæmpe bowl af waist-deep powder(det dybeste jeg nogensinde har kørt). Det var en sand fornøjelse, og noget jeg aldrig vil glemme.

Ved foden af bowlen skulle vi traversere omkring 10-15 min. for at komme tilbage til liften. Man traverserer ved siden af en forholdsvis stor flod, og det er med at holde udkig for én af de to broer, fordi ellers er man fanget og skal til at gå tilbage igen.

Mayr-0002

En helt dag med et bjerg for os selv

Selvom det ikke var Bluebird, var denne dag nok en af det mest mindeværdige i alt den tid jeg har stået på ski. Vi så ikke en eneste skier prøve at tackle det face vi brugte hele dagen på, og det føltes som om, at den store 150tux bare var lavet for vores skyld.

Faktisk har jeg aldrig følt mig så out of bounds, selvom det jo er et forholdsvist nemt tilgængeligt in-bounds face. Det var nok en kombination af vejret, ingen mennesker og fuldstændig stilhed i stormen.

Mayr-0001

Selv en uge efter snefald fandt vi linjer

I uge 7, var det som mange nok husker Bluebird i det meste af Alperne. Det samme var det i Mayrhofen. Vi var lidt små optimistiske de første par dage efter snefaldet, men vi fandt stadig rigtig gode pockets med dyb sne.

Selv på sidste dagen, en helt uge efter de sidste snefald, lykkedes det os at finde et godt pudder stash  ikke alt for langt fra skiområdet.

Igen var vi med 150tux’en op, og vi havde udset os en skyggeside som var alt andet end kørt op. Vi var lidt bange for, at vi ville komme ud i noget hardpack til vores efterhånden slidte skinneben, men vi prøvede alligevel lykken og hikede op til den peak vi havde udset os. Det tog ikke andet end 20 minutter, og det var hele turen værd.

Dyb, lækker og stadig let sne lå og ventede på os på den anden side, og det var den bedste tænkelige måde at slutte et fantastisk ophold af på.

Hike

Til vi ses igen Mayrhofen

Mayrhofen er helt sikkert skrevet i bogen over resorts jeg gerne vil besøge igen, og denne artikel omfatter kun en brøkdel af alle de fede runs vi kørte.

Udover selve Mayrhofen er der også Zell Am Ziller, Rastkogel, Hintertux og Ramsau som alle kan nås med enten bus eller tog når man er bosat i Mayrhofen. De områder vil jeg vende tilbage til i en anden artikel.

AVY DYBT

Back

Zoom pow sving