Freeride junior team– nyt initiativ har set dagens lys

Drømmer du om at køre ski på hele bjerget,- i Off-pisten, i puklerne, i parken ? Sidder du også og drømmer foran den ene skivideo efter den anden, og drømmer om at lære at køre de store linjer og er du junior mellem 10 og 15 år?

Sådan var situationen i et par familier, der sad med børn i denne aldersgruppe, som bare var blevet tændt på at køre offpiste, drops og pukler, og ja sågar også de forskellige tricks i Freestyle parken.

Ingen freeride hold i DK

Skiklubberne rundt omkring i landet tilbyder masser af porttræning og klassisk skiinstruktør træning, men ingen satser på freeride og freeskiing. Og slet ikke på at udvikle talenter indenfor denne disciplin. Kendskabet til de internationale konkurrencer både for juniorer og voksne, er begrænset i Danmark.

En skitur i Sölden, hvor mange deltagere fra landets skiklubber var samlet, og hvor sædvanligvis den eneste træning, der var til børn, var portskiløb og klassisk instruktørtræning, blev startsskuddet for det nye initiativ, etablering af et Freeride Team.

Tjek hjemmesiden for det nye Freeride Team her

alpedhuez_8

Skiklubben Hareskov var med på ide’en, og står nu bag projektet, hvor initiativtagerne blandt andet er forældre til børn, der gerne vil køre freeride, og Malene Madsen og hendes bror som selv er vokset i et portski miljø, men som de seneste år har kastet deres energi og kærlighed på Freeriden.

Danmarksmesteren Malene Madsen er coach

Malene Madsen er pt. Danmarks bedste kvindelige Freerider og hun ved om nogen, hvor meget man er overladt til sig selv i denne form for skiløb, og hvor lidt fokus, der er i Danmark på børn og unge, der gerne vil køre freeride.

malene-madsen

Danmark har som nation mulighed for, at skabe en langt større talentmasse indenfor freeride og freeskiing, hvis vi skaber de rigtige rammer. Derfor vil Skiklubben Hareskov med det her initiativ netop skabe de rammer, med målrettet træning, såsom skiløb i offpisten, pukkel træning og træning i ”parken”, hele året.

I dag er det sådan, at der findes masser af  træning og ture med et alpint sigte. Men i forhold til freeride og freeskiing er sagen  en anden. Folkene bag ønsker med oprettelsen af et Freeride team at udfylde dette hul. Og derfor henvender Freeride teamet sig til unge skiløbere netop i alderen ca. 10-15 år med stor passion for off-pisten, og som brænder for at forbedre sit skiløb indenfor dette felt.