ABS Airbag skød i sidste uge deres meget offensive reklamefremstød, med den spanske freeskier Aymar Navarro. Reklamefilmen er skræmmende, men naturligvis ikke en planlagt lavineulykke. Aymar Navarro er ved at skyde en reklame for en bilfirma, da han bliver fanget i en lavine og bliver reddet af sin ABS rygsæk.

ABS reklamen

Se den skræmmende video herunder. Heldigvis klarede Aymar frisag ved hurtigt at trække håndtaget i sin ABS rygsæk. Reklamen har dog også været genstand for dens måde at glorificere udstyret og glemme alt om almindelig lavinetræning og -forberedelse.

Det sure opstød

Videoen er et ekstremt effektivt markedsføringsstunt, som ABS Airbag naturligvis har gjort deres bedste for at bruge bedst muligt. Det har bl.a. medført et surt opstød fra Powder Magazine, som er skræmte over den offensive markedsføring og hvad de kalder et grundlæggende problem i vintersportsindustrien, hvor alt for mange stoler på at deres lavineudstyr kan redde dem i stedet for at tage de nødvendige forholdsregler og uddannelse.

Project Zero

Det amerikanske institut for lavine uddannelse og forskning, AIARE, har lanceret et projekt, som skal reducere antallet af lavine dødsfald til 0. De sætter fokus på at samle industrien om at lave et klart budskab omkring lavineuddannelse og lavinefare. Vi har skrevet en mere dybdegående artikel, om Project Zero.

Ønsker du at læse mere om Project Zero kan du læse med her

lavinefare, abs rygsæk
Laviner er meget virkelige og ekstremt farlige.

Hvorfor en ABS Rygsæk?

Uanset uddannelse og den generelle stemning i skimiljøet, så oplever ABS rygsække i øjeblikket en voldsom fremgang. Dels fordi der er et stigende antal offpiste skiere og dels fordi selvsamme offpiste skiere ønsker at være bedre beskyttet. Faktum er at en ABS Rygsæk redder liv. At det sandsynligvis, og desværre, også trækker flere skiere og snowboardere ud i terræn med for høj lavinefare er også mere end en formodning.

Udstyr bør ikke påvirke dine valg

Dit lavineudstyr må aldrig være grundlag for din beslutning om at køre en given bjergside. I det øjeblik du tænker: “Jeg kan godt køre her, fordi jeg har mit lavineudstyr og ABS rygsæk på.” bør du vende rundt øjeblikkeligt og genoverveje dit beslutningsgrundlag. Den bedste måde at fortsætte med at køre på ski er fortsat at have hovedet med og undgå at blive fanget i en lavine.

Sage åbningssegment i “Way of Life”

Vi postede Sage Cattabriga-Alosas åbningssegment fra TGR – Way of Life på vores facebookside. Det startede en interessant om diskussion om der er for lidt fokus på lavineundervisning og om de store filmselskaber presser citronen for meget, uden at give et indblik i de sikkerhedsprocedurer som ligger bag filmsekvenser.

Se hans segment her:

Et tveægget sværd

Det er en vigtig diskussion, der er nødvendig at tage op. For den store stigning i offpiste skiere er helt naturlig, og med flere skiere, vil der være flere ulykker og faremomenter. Og en ABS rygsæk er ekstremt effektivt lavineudstyr. Det giver en ekstra tryghed og kan redde dit liv i tilfælde af en lavine. Trygheden må dog aldrig blive en sovepude.

Uddannelse, og gode og sikre valg, er fortsat den bedste måde at være sikker i offpisten. Det er ikke uden grund at den største risikofaktor til stadighed er The Human Factor.

Hvad mener du?

Hvad synes du om den store stigning i antallet af ABS rygsække? Er det godt eller dårligt for lavinesikkerheden? Kommentér gerne i kommentarfeltet herunder.