M-linjen

Anon Optics, som er Burtons svar på Synoptik, har nu udgivet anden generation af deres M-linje.

Bogstavet M er ikke valgt ved et tilfælde. M-linjen fastholder nemlig sin linse til rammen via magneter.

Fra M1 til M2

Da M1 modellen blev udgivet sidste sæson, kunne man tale om en god brille, som er nem at skifte linse på – men i sidste ende en brille, som udelukkende solgte på grund af det nye system, da den var dyr og systemet ikke fungerede helt flydende.

M2 modellen er dog så meget mere end, hvad storebror er. Det er en brille, der imponerer på alle leder og kanter og bestemt en brille, som ligger højt på min ønskeliste.

M1 og M2 hhv. venstre og højre

Overhaler konkurrenterne indenom

M2 er en imponerende brille! Den er ikke kun imponerende fordi, den er markant bedre end storebroren M1, men mest af alt fordi M2 har overhalet konkurrenterne indenom.

Smith Optics udgav for en række år tilbage I/O systemet, som for alvor muliggjorde linseskift i skiliften. Siden da har Oakley, Electric, Dragon Alliance og mange andre fabrikanter, givet deres bud på systemer, der var lige så hurtige. Sidste sæson lagde Anon Optics dog grobund til en teknologi, som for alvor ville vende om på markedet. I år bærer det frugt.

Smith Optics I/O-system - starten på en æra af udskiftelige linser
Smith Optics I/O-system – starten på en æra af udskiftelige linser

Mindre ramme og flere magneter

Det første der slår øjet er, at designet er blevet gentænkt. Brillen er nu  rammeløs, bortset fra “håndtagene” i siden, og ligner meget en mellemting mellem Dragon Alliances APX model og deres egen Hawkeye. Hvilket efter min mening giver brillen et premium look, der matcher briller i samme prisklasse.

Funktionsmæssigt har brillen fået flere fæstnepunkter i form af en magnet i hver side af brillen. Dette betyder, at de otte magneter nemmere lukker linsen sikkert til rammen.

Disse to ændringer ser smarte ud hver for sig. Men M2 modellens design når nye niveauer, når ændringerne ses i lys af hinanden. Når brillen har mindre ramme og flere magneter, smutter linsen nemlig fuldstændig uhindret på plads.

Kort sagt: Det er blevet nemmere end at klø sig selv i nakken.

Hér viser Freeskiier Magazine hvor nemt det er:
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=8obYWAz74A8[/youtube]

“This Changes Everything”

Hvis ikke jeg allerede har overbevist dig om, hvor fed denne brille er, så har Anon Optics også selv gjort sit for at fremhæve brillen.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=jal8IRdRONY[/youtube]

I forlængelse af  det korte klip, vil jeg vove mig ud i de store ord. Jeg vil nemlig påstå, at det hér er en af årets fedeste briller – både i form og funktion.

Nu er det slut med at have flere briller med på bjerget og slut med at tabe handsker ud af liften, når man fumler med at skifte linse. Som Anon selv siger: “This Changes Everything”.

Hvis du kan finde en anden brille, hvor man kan skifte linse med luffer på hænderne og brillen på ansigtet, så trækker jeg mine ord i mig.