Bestigning af Mont Blanc – Del 2 af 3
Andre artikler i serien
Er du interesseret i at læse den fulde historie?
- Læs første del af beretningen om akklimatisering på Mont Blanc her
- Læs sidste del af serien om den svære beslutning her
Sen start
Næste dag startede sent. Benene var ømme og forberedelserne gik i gang til vores forsøg på at nå toppen. Planen var simpel: Op med Aquille du Midi, gå lidt rundt på gletscheren og få et kig på ruten Three Mont Traverse, overnatte i Refuge de Cosmique, stå op kl. 01.00 og gå mod toppen i mørke. Jens Jakobs ben var dog i markant dårligere stand end dagene forinden, så han tog det modne, og absolut svære, valg om ikke at forsøge at nå toppen.
Aquille du Midi
Efter at være kommet sikkert ned over højderyggen fra Aquille du Midi, som er under en halvt meter bred og vertikal på begge sider gik vi lidt rundt på gletscheren inden vi besluttede at det var spildte kræfter og tog mod hytten for at slappe af.
Igen var aftenmaden glimrende, og udsigten over Chamonix og de omkringliggende bjerge fantastisk. Men at ligge sig i seng kl. 20.00 for at stå op kl. 01.00 bliver nu aldrig min ting. Det blev i al fald ikke til mere end 1,5 times søvn.
En mørk begyndelse
Men da resten af sovesalen også står op tidligt på natten, er vi overraskende friske. Vi kommer ned til morgenmaden, som er den hidtil bedste på bjerget. Der var nutella og andre lækre sager. Vi kommer afsted som en af de sidste grupper, i den overraskende lune nat. Vi bevæger os henover gletscheren mod Mont Blanc du Tacul, hvor første udfordring var at krydse bergschrunden, hvor vi fik lov til at bruge vores isøkser. Så underholdende.
Mont Blanc du Tacul
Efterfølgende krydser vi henover bjergsiden, hvor de objektive farer lurer lige over hovedet på dig og et styrt er fuldstændigt udelukket. Under dig er der 500 meter med spalter og seracs. Over dig er der kæmpestore seracs, som nedefra ser absolut skræmmende ud. Uden tvivl det sted, jeg hurtigst muligt ville væk fra.
Efter vi krydsede Col’en, lykkelige for at have kommet igennem det første stykke. Vi gik direkte igennem lavinen, som to dage forinden havde taget livet af to italienske bjergbestigere. Vi tager det stille og roligt hen mod næste udfordring, som er opstigningen mod Col du Mont Maudit.
Col du Mont Maudit
Den stejle opfart op mod Col du Mont Maudit går ganske glimrende, med nogle udfordrende sektioner, hvor ruten er hård og stejl, men den virkelige udfordring gemmer sig til sidst, hvor bjergsiden bliver super stejl og helt iset. Morgenstunden nærmer sig, og med denne rammer kulden også hårdt. Det satte min tålmodighed på prøve, når vi begge skulle sikres, mens min ben rystede af kulde. Men efter to sektioners klatring, igen med isøkserne fremme, er vi igennem rutens crux (sværeste sektion).
Første blik på toppen
Adrenalinen pumper og toppens umiddelbare nærhed får humøret til at stige kraftigt, og solopgangen over Italien er helt fantastisk smuk. Vi fortsætter med kulden, som en evig følgesvend. Selvom vinden var rolig og temperaturen rimelige for højden, så var det koldt hver gang vi holdte pause. Så vi forsøgte at holde os så godt i gang som muligt.
Påvirkning af højderne
Tempoet var moderat, men med god fremgang, så længe opstigningen ikke var for stejl. Olli som er den mest erfarne klatrer har ført an hele dagen, begynder at mærke højderne. Så selvom kroppen stadig havde energi, var han svimmel og lidt rundt på gulvet. Jeg har det selv overraskende godt fysisk, vejrtrækningen går nemt og ingen tegn på hovedpine.
Bestigning af Mont Blanc
Det sidste stykke af opstigningen er som en lang skitour i et roligt tempo. Switchback efter switchback nærmer vi os toppen, indtil vi endelig kan give hinanden en high-five på toppen og sætte os ned på det højeste punkt i Vest Europa. Følelsen af at være
kommet på toppen efter lang tids forberedelse, forventning og nervøsitet er en stor forløsning. Samtidigt er 360 graders panorama udsyn over Europas højeste bjerge absolut ikke til at klage over. Vi spiser lidt og nyder tiden på toppen.
Video fra toppen af Mont Blanc
Nedstigningen på den anden side
Vi begynder at vores nedstigning, som går nedover Gouter Routes smalle højderyg og ganske befærdede vej. Selve opstigningen tog syv timer og i sidste ende, tog vores nedstigning samme tid. Jeg kunne fortælle masser om nedfarten, men kort sagt, så var det vildt kedeligt at gå ned og jeg vil til hver en tid foretrække at stå på ski ned af et bjerg.
Set i bakspejlet
Bestigningen af Mont Blanc har været en vild oplevelse. Det var utroligt sjovt at forberede sig, lære om gletscherredning, klatreteknikker og gå rundt i de største bjerge. Selve opstigningen var fysisk mindre hård end jeg havde forventet, til gengæld var den mere teknisk udfordrende og jeg bliver nok aldrig rigtigt gode venner med de mange objektive farer på bjergsiderne. Men sjovt var det, og Mt. Blanc er absolut ikke det sidste høje bjerg jeg har besteget. Til næste gang tager jeg dog nok en nedfart på ski
Sidste kapitel
Næste nedfart blev dog ikke på ski. Efter den succesfulde bestigning var selvtilliden høj hos jeg og motivation stor hos Jens Jakob, som desværre missede toppen i første omgang pga. en skade. Vi giver derfor en bestigning endnu et forsøg på den sidste dag i Chamonix. Læs med om et par dage.
Læs de andre beretninger
