Til Dolomiti Superski

Bilen blev pakket og GPS’en indstillet langt inden fanden fik sko på. Målet var at nå til Canazei og Dolomiti Superski til første lift. Da vi nærmer os afkørslen og passet, er vejen desværre lukket. Vi tager det som et positivt tegn og kører gerne den ekstra lille omvej. I starten er der sne på træerne og tunge snefnug i luften, men som vi nærmer os Canazei, begynder det at slå om i regn. Lettere deprimeret skifter vi til skigear på en våd og tarvelig parkeringsplads. Vi skulle dog blive klogere.

Dolomiti Superski

Christian-Emil får smidt sne i hovedet på den første dag i Dolomiti Superski

Video

Inden du læser resten af beretningen, kan du bruge to minutter på at se vores video fra tre dage i Dolomiti Superski.

Dyb pudder for os selv

Vi mødes med en lokalkendt kammerat, som har lovet at vise os vej til den bedste sne og de bedste linier, og sætter kursen op i terrænet. To gondoler senere og et kort venstresving senere, kører vi bundløst pudder lige under liften. Eneste anden freerider er en ensom snowboarder. Hvilken start! Vi bevæger os videre til Arabba, for at finde stejlere hang og bedre sigt i det tunge snevejr. Det første lykkedes, sigten blev aldrig bedre, men det er ligegyldigt, når årets første bundløse pudderdag er i fuld gang.

Dolomiti Superski 008

Jeg tester mine Armada TST i sæsonens dybeste pudder

Fornemmelsen af at flyde igennem urørt og bundløs pudder, vækker minder om de seneste to års december måneder, og kan ikke beskrives. Stærkt underholdende og vanedannende, så vi vender først tilbage til Canazei med allersidste lift og fuldstændigt gennemblødte.

Dolomiti Superski 006

Hvem kan ikke lide snevejr?

Solskin og 50 cm frisk pudder

Dagen efter, som foregik i vindstille forhold og høj solskin, sigtede vi over mod Marmolada gletscheren, som byder på store åbne vidder med 1500 højdemeter runs. Det lød, og kunne være, helt perfekt. Desværre havde vinden været hård ved sneen, så den var lidt mere pakket, og langt mere sketchy, end vi havde håbet på. Stadig sjov, bare lidt for skræmmende. Vi bevægede os hurtigt tilbage til en skygge- og læside, som var nemt tilgængelig, så der kunne køres hurtige laps.

Dolomiti Superski 011

Christian-Emil dropper ind i en colouir

Her kørte vi nogle super fede og stejle linier og colouirs i det der bedst kan beskrives som alaskapudder. Ekstremt let, tør og fantastisk. Aldrig har jeg kørt så dyb pudder på så store bjergsider, en unik fornemmelse, som jeg ikke umiddelbart forventer at opleve lige foreløbigt igen. Krydser selvfølgelig fingrene.

Dolomiti Superski 009

Line og Tore hiver first tracks ved noget der minder om middagstid

Alternativ afterski

Italien er ikke ligefrem kendt for sin afterski, selvom de prøver, så er det alligevel at foretrække at sætte sig ind på en hyggelig kaffebar og få en espresso med tilhørende enorme Fernet Branca. Kunne Østrig sagtens lære noget af.

Dolomiti Superski 012

Vi hamrede denne bjergside

Dolomiti Superski 013

Og guiden er ekstatisk

Sella Ronda

Om aftenen satsede vi på at få lov til at blive lukket ind i Sass Pordoi liften (Dolomiti Superski’s version af Aquille du midi) op til det legendariske Sella Ronda, hvor tynde hvide striber af sne, smyger sig ind imellem vertikale klippevægge. Vi sigtede efter de to colouirs eller Canale’s, som i lokalsprog kaldes Anton og Diego. De italienske navne, ligger allerede langt væk.

Dolomiti Superski 001

Lige der skal vi køre! Canale Anton

Dolomiti Superski 015 

Sådan ser Anton ud indefra

Skitouring til colouirs

Begge skulle nås med kortere og skitouring, men det var ikke noget problem at nå begge da skitouringen er af den fladere type og mest på tværs af det store Sella Ronda plateau. Vi når første colouir, Anton, i løbet af ca. en halv time og colouiren er væsentligt bredere end jeg havde forventet. Ekstremt æstetisk tilfredsstillende. Desværre er sneen lidt sunbaked, så man skal koncentrere sig for meget om sit skiløb til at kunne nyde de flotte omgivelser og store klippevægge.

Dolomiti Superski 016

På toppen af andet hike med Armada Skis til skubbet ned i sneen

Diego

Efter colouiren flader dalen ud og vi kører stille og roligt mod bunden, hvor vi efter en mere eller mindre succesfyldt skub ud er tilbage i skiområdet og klar til næste mål, Diego. Skitouren op til Diego er langt mere anstrengende og skræmmende end den tidligere skitour. Vi gik på tværs af en større bjergside i halvhård og vindpakket sne, med en stor klippevæg under os. Ikke en større fornøjelse, heldigvis var den forholdsvist hurtigt overstået og vi stod igen på toppen af en massiv colouir.

Dolomiti Superski 005

Tore slår de første sving ned igennem Diego!

Dolomiti Superski 004

Jeg slår de næste ned i den imponerende colouir.

Desværre var sneen igen sunbaked, så det var en udfordrende tur igennem colouiren, men hvilken følelse at køre mellem to store klippemassiver. Efterfølgenden når man kigger tilbage på linien, kan man nærmest ikke se den lille snetunge for de store klipper. Et syn man ikke finder andre steder i verden end i Dolomitterne. Vi sluttede naturligvis dagen, og vores tre-dages tur, med en espresso og en grappa.

Dolomiti Superski 017

Christian-Emil slår de afsluttende sving ned mod bunden af colouiren

Dolomiti Superski 018

Inden vi nåede til espresso og grappa kiggede vi tilbage på de sidste 1500 højdemeter vi tilbagelagde

Vil du også gerne til Dolomiti Superski

Dolomit Superski og i særdeleshed Canazei er et yndet feriemål for mange danskere. Det er vidst kun undertegnede, som aldrig har været der før. Pisterne er brede boulevarder, med masser af plads og lifterne er up-to-date. Hvad mange ikke har indset er at terrænet omkring pisterne er out-of-this-world. Masser af muligheder for at køre stejle colouirs og store hang med en afslappende hældning.

Vil du læse mere om Dolomiti Superski, kan du besøge deres hjemmeside via linket.

Dolomiti Superski 019

Tore kører pow’e

Ulovligt offpiste

Men er offpiste ikke ulovligt? Vi havde hørt historier om folk der bliver stoppet af politiet og tildelt bøder for at køre offpiste i Canazei og omegn. Det er angiveligt kun offpiste, som er let tilgængeligt fra pisten, og som kan være til fare for turister og/eller lokke dem udenfor pisterne, som er ulovligt. Så vil du hike er det helt ok.

Dolomiti Superski 002

Jeg slår et af årets bedste puddersving

Kørselsvejledning

Det kunne næsten ikke være nemmere at komme til Canazei. Ifølge google maps er der bare 1285 km fra København til Canazei. Kør til Innsbruck, drej af mod Brenner passet med retning mod Bolzano og drej af lige inden, når skiltene peger mod Canazei eller Val di Fassa. Så kører du lige ind i byen og til liften.

Dolomiti Superski 010

På egen hånd i det imponerende terræn

Tak til Tore og Line

Til sidst vil jeg gerne takke vores gode venner Tore og Line for deres fantastiske gæstfrihed. Det var ekstremt pænt af jer at lade to beskidte skibumser overnatte i jeres fine lejlighed. Håber vi kan gengælde tjenesten snarest.