Efter en længere downperiode, hvor os, som står bag Freeskiing.dk (primært mig; Martin) har haft travlt med andre ting, som betalt arbejde, skitouring og alt muligt andet, er vi nu tilbage. Og vi er tilbage med en mission!

Angrebet af trolls

Hjemmesiden har været hårdt angrebet af dumme hackere. Sandsynligvis de samme trolls, som korrumperede det amerikanske præsidentvalg og fik Donald Trump valgt. Men angrebet mod Freeskiing er naturligvis meget mere alvorligt. Derfor har det også været overraskende svært at få siden tilbage på fode igen. Men det er lykkedes.

Fokus på klimavenligt skiløb

Klimavenligt, bæredygtigt og miljøvenligt. Kært barn har mange navne. Men i hvert fald, klimavenligt skiløb vil fremover være hjemmesidens fokus. Vi vil primært koncentrere os om at fortælle om offpiste skiløb og skitouring. Herunder også information om lavinesikkerhed og værktøjer til at lære om lavinefare.

Der findes ikke noget bedre end urørt sne med gode venner!

Det betyder også, at vi aktivt vil forsøge at undgå at fortælle om klimabelastende skiaktiviteter, som bl.a. heliskiing, der jo i øvrigt er kerneeksemplet på, at det er transporten og ikke skiløbet, som gør ondt på kloden. Personligt ville jeg ønske at heliskiing hørte fortiden til.

Vi vil tilgengæld give de professionelle skiløbere og de skifilm, som prioriterer bæredygtigt skiløb fuld fokus!

Nok også lidt (ok, meget) aktivisme

Det er desværre ikke nok bare at få sig et par techbindinger, et par skind og gå nogle skiture. Klimaet har brug for, at vi gør mere end det. Derfor vil vi også tillade os, at opfordre til klimaaktivisme. Herigennem forsøge at gøre dig opmærksom på, hvordan du kan gøre en forskel. Uanset hvor ubetydelig man føler sig i en verden præget af penge og storpolitik, kan man altid gøre en forskel.

The cure for depression is action.

Yvon Chouinard, grundlægger af Patagonia

Ovenstående citat rammer os lige på og hårdt. Og det er en af grundene til, at vi har taget beslutningen om at ændre fokus.

Foto: Troels Iversen

Disclaimer

Vi er bestemt ikke perfekte. Jeg har tidligere rejst til mange afkroge af verden for at stå på ski. Og jeg er stadig ikke for fin til at hoppe i bilen og køre til det nærmeste fjeld for at gå en skitour. Selvom jeg tidligere har haft et kæmpe CO2-aftryk, der sikkert stadig er alt for højt, vil jeg alligevel opfordre til, at vi sammen gør alt hvad vi kan for at minimere klimaforandringerne og forsøge at få ændret systemet.

Jeg tror på at vi sammen kan gøre en forskel, og få ændringer til at ske. Men det kræver en aktiv indsats. Og det kræver, at vi som individer sætter fokus på klimaforandringerne, og holder politikerne oppe på, at nu skal der fandme ske noget!

Og for at du ikke bare skal tro, at jeg sidder på min flade og pusher klima aktivisme over på dig, så gør jeg personligt følgende:

  • Er blevet aktivt medlem af POW Norge (Protect Our Winters)
  • Er blevet vegetar og “skralder” (Godt for både miljø og pengepung)
  • Forsøger at undgå flyrejser (har ikke fløjet i 2019)
  • Forsøger at reparere og forlænge levetiden på alt mit gear og tøj
  • Bruger mit bedste værktøj, Freeskiing.dk, til at gøre opmærksom på menneskeskabte klimaforandringer, og hvad vi kan gøre for at minimere konsekvenserne heraf.

Vi håber, at du vil følge med på Freeskiing.dk igen. Der vil ikke komme lige så mange opdateringer som tidligere, men de vil blive bedre. Tanken er at få dig stoked på skitouring og pudder, og forhåbentligt have held med, at opfordre dig til at gøre aktiv modstand mod de menneskeskabte klimaforandringer. Det er trods alt, det som skal sikre vores vintre i mange år fremover.

Jeg håber at du vil tage godt imod vores nye fokus, og støtte op omkring vores grønnere profil.

Mvh. Martin Schøber