Ingen af deltagerne havde kørt pipe siden sidste års freestyle DM, dette betød dog ikke at niveauet var faldet. Det var derimod hævet betragteligt. Der blev kørt flotte alley oops, store spins med masser af air. Dommerne vurderede de seks bedste hits, med en ligelig fordeling på air og teknik. Dennis Hannesbo endte som vinderen af Freestyle DM 2011 i halfpipen. Hans suveræne gennemløb var klart dagens bedste. Han lavede bl.a. en switch 7’er på sidste hit. På andenpladsen kom Johan Duus, som lavede en 9’er i midten af pipen. På tredjepladsen kom freestyle veteranen Nikolaj Vang, som længe havde ført konkurrencen, men måtte til sidst se sig blive overhalet af de to unge skiere. Dermed var halfpipe konkurrencen til Freestyle DM 2011 afsluttet, endnu engang imponerede skierne med utroligt højt niveau. Det bliver spændende at se, hvad der sker til Big Air konkurrencen under Freestyle DM 2011.