Alle i finalen

Efter flere dage med overskyet vejr viste vejrguderne sig fra den bedste side og gav os behagelige temperaturer og høj sol. Perfekt til årets finale til Helly Hansen Freeride DM 2013, danmarks hyggeligste skievent. Da det hele skulle afgøres på et run, gav alle deltagere den fuld gas. Der blev vist flot, udfordrende og teknisk svært skiløb over hele linien. Især hos pigerne var niveauet steget markant. Det var fedt at se at alle pigerne kørte super hurtigt og droppede klipper rundt omkring på facet.

Jeg har mange flere billeder, som kommer op så snart internetforbindelsen bliver nemmere at arbejde med.

Red Bull Freeride dM
Fire veltilfredse riders kommer gennem Red Bull porten

Højt niveau

De mange tilskuere kunne se herrerne starte, og i modsætning til sidste par år, var der ingen rigtigt grimme styrt og heldigvis ingen skader. Derimod var der højt niveau, der blev droppet klipper til højre og venstre og kørt snævre passager med næsten ingen sne på. Flere af forhåndsfavoritterne, som Rasmus DJ, Frederik Lundby og Christian Fløjgaard udspillede desværre hurtigt deres rolle ved enten af miste skien eller være nede og sidde i sneen. Selvom niveauet var højt, var der en mindre gruppe som skilte sig ud blandt herrerne. Nikolaj Vang, Johan Duus, Carl Johann Hansen, Jeff Kjær Vest, Sebastian Jacobsen og Martin Schøber kørte hurtigere, teknisk sværere linier og droppede lidt større end de andre deltagere.

Podiet endte med at blive som følgende:

  1. Martin Schøber
  2. Jeff Kjær Vest
  3. Nikolaj Vang

Det endte sku med at jeg blev danmarksmester anno 2013. Jeg er stadig lidt rundt på gulvet, ikke bare fordi at det blev fejret med manér, men også fordi det er lidt vildt at kunne kalde sig selv danmarksmester. Det har jeg aldrig prøvet før, så det er rimeligt vanvittigt og naturligvis pisse fedt. Jeff kørte en flot linie, som blev krydret med nok dagens største landede drop og Nikolaj Vang kørte som altid ekstremt hurtigt og aggressivt igennem svære passager.

Stærkt kørende damer

Hos damerne var der som nævnt sket et enormt løft i niveauet. Pigerne chargede ned over det puklede og opkørte face, som var det ingen ting. Det var meget imponerende og yderst underholdende. Der blev også kørt teknisk svære linier af Laura Winther Bilstrup og Mathilde Byskov. Den første som fangede min opmærksomhed, var den nye pige på scenen, Malene Madsen, som kørte mindst lige så stærk som herrerne, hvis ikke hurtigere. I det åbne felt var der ikke mange forhåndsfavoritter, men dem som var, Josefine Lützau og Mathilde Byskov, levede op til favoritværdigheden og kørte stærke runs.

Damernes podie endte således:

  1. Josefine Lützau
  2. Malene Madsen
  3. Mathilde Byskov

Alle tre kørte flotte runs og det har ikke været nogen nem beslutning. Josefine kørte et kontrolleret run med flere gode klipper, hvilket sandsynligvis sikrede hende sejren. Malene Madsen kørte, som nævnt tidligere, ekstremt hurtigt og Mathilde Byskov kørte som sædvanligt den sværest tekniske linie på facet. Det var super fedt at se at pigerne har hævet deres niveau så meget og jeg glæder mig personligt allerede til at se hvad der skal ske næste år. Det bliver meget spændende.

Tak for denne gang

Det var Helly Hansen Freeride DM 2013, endnu engang et vellykket arrangement, på trods af de svære vejrforhold. Der skal lyde en stor tak til Tobias og Jeppe Hansen, som arrangerer det fede event. For første gang rundede vi 100 deltagere, hvilket har været en stor milepæl og nu kan de se frem mod nye mål. Tak til de mange frivillige, sponsorer og dommere som har gjort det muligt at vi kan ligge og hoppe udover klipper under ordnede konkurrenceforhold. Det er altid pisse sjovt at være med til Helly Hansen Freeride DM!

Fulde resultatliste

Her kan du se den fulde resultatliste. Mange tak til Skiers.dk for at lægge billederne op.

Freeride DM resultater
Freeride DM 2013 – Resultat
Freeride DM resultat
Freeride DM 2013 – Resultater fortsat
Freeride DM Damer resultat
Freeride DM 2013 – Resultater for damerne