Søren Frandsen fra Danish Freeride Team, som arrangerer Freeride skiture til Canada og Alperne, har været en tur til ISPO 2012 og har været så venlig at dele sine oplevelser og billeder med os. Du kan læse mere om Danish Freeride Team på www.freerideski.dk.

ISPO messe februar 2012

ISPO vintersportsmesse i München er stedet hvor alle producenter og leverandører, der er eller ønsker at blive noget inden for vintersport branchen, skal være til stede for at vise deres varekollektioner for næste sæson – for både forhandlere og pressen. Og også stedet hvor en dansk freerider havde sneget sig med på en kigger.

Vi havde fornøjelsen, på invitation af Danmarks nye store sportsforhandlerkæde SPORT24, at opleve denne imponerende messe.

Her er alt, fra de dyreste high-end brands til gadgets, der kræver en god fantasi for at finde behov for, til underground producenter, der søger den store kontrakt, der kan udbrede deres produkt og ideer.

Stor forskel på producenterne

Der er mentalt langt fra Armani eller det at være i audiens hos familien Borgner, der viser jakker til udsalgspriser på 60.000 DKK og som har en produktionstid på 150 mande timer (det tager kortere tid at producere en ny WV golf) og så til RMU skis der for fem år siden startede med at lave freeride ski i en garage i Breckenridge, Colorado, USA og nu står med en lille kollektion af all mountain og powder ski, som er lavet med hjertet, klar til at erobre verden.

I deres verden er en all mountain ski 110 mm under foden. Sådan! Normalt langt fra den ene til den anden, her er der bare 200 m imellem dem.

Lad os komme til sagen i stedet for at trætte dig med hvad nyrige russere kommer til at sidde i St. Moritz og hvad unge amerikanere har mulighed for at kører powder ture på i Snowbird og Jackson.

ISPO 2012 – Ski og skiudstyr

Her er et kort overblik samt ord og billeder på de modeller og mærker, jeg personligt holder mest øje med.

Armada 2013

Armada ski 2013

Armada ski 2013

Hos Armada ser næste års kollektion ud, som du ser på billedet. Der er lidt mindre shine effekt rent optisk på Armada JJ hvilket ser super cool ud. Skiene er lavet på samme måde som til den aktuelle sæson. Don´t change a winning team.

K2 ski 2013

K2 ski 2013

K2 holder sig ikke tilbage med cool grafik på deres serie af freeride ski. Egenskaberne på Hell Bent, Obseth og Kung Fujas forsætter også i den kommende sæson. Læg mærke til par nummer to fra venstre. Det er Sean Pettit’s nye pro model. Efter åbnings segmentet fra MSP ”The way I see it” er det klart, han skal have sin egen pro model. Det så ellers ud som om han var godt tilfreds med Seth Morrison’s.

Rossignol ski 2013

Rossignol ski 2013

Her er Rossignol´s line up i S serien til næste sæson. Som du nok har opdaget har klassikeren S7 ikke blot sin storebror Super7 med på familie billedet – med er også den stærkere onkel Squad7. Den nye squad har mindre rocker og er mere en big mountain ski, der er perfekt til store linier på bjerget i høj fart. Rossignol fortæller stolt at Kye Petersen vandt FWT afdelingen i Revelstoke, BC for nylig på denne ski. Cool ser de ud.

Salomon ski 2013

Salomon ski 2013

Salomon har taget ved lære af deres succes med Rocker2. Alle deres freeride ski kommer næste år til at hedder Rocker2 og Rockette2 til pigerne, kun ShoGun og Geisha beholder deres modelnavn. Hver model får efternavn efter mm under foden på skien. Rocker2 122 bliver den bredeste, derefter 115, 108, 92 samt 90. 122, 108 og 92 er med full twin rocker for at give dig optimal surf feeling. 115 og 90 er lavet med hybrid twin rocker der giver mere stabilitet ved høj fart.

Marker Duke ISPO 2013

Udover skiene var Salomon stolte over at vise deres hike and ride binding, Salomon Guardian frem som de er fulde af fortrøstning over kan tage konkurrencen op med ellers suveræne Marker Duke, som du ser på billeder herover.

Atomic Bent Chetler

Når man går på sådan en messe kommer det hurtigt til at handle om udseende, da man jo ikke kan prøve de forskellige ski og for øvrigt også ved, når man har set efter mål og ændringer, at de er lige som de skal være. Og når man snakker om udseende falder snakken helt naturlig på Atomic Bent Chetler – prøv lige at se!

Atomic Bent Chetler ski 2013

Jeg må indrømme, at jeg engang har ejet et par Atomic beta 10.22 stor slalom ski. De var røde med ternet race flag på. Total smagsløst. At samme mærker har produceret dem her virker helt vildt.

Dalbello og Salomon skistøvler

Dalbello skistøvler 2013

I støvle afdelingen ser Dalbello og Salomon sådan her ud til næste år. Salomon laver designet på Ghost og specielt Quest en del om. Efter sigende er Quest den bedst sælgende støvle i Danmark. Så tillykke, der er mange danske ski fødder, der får det bedre og ser bedre ud til næste år. Ghost serien bliver lavet lidt om igen så den sorte er top model med flex 130 derefter den hvide med flex 110 og en lillebror i serien med flex 90.

Salomon skistøvler 2013

Messens største overraskelse, i min optik, var Scott. I de flestes bevidsthed laver Scott nogle super gode stave og nogle fornuftige goggles. Og deres all mountain ski crusade får en del ros i tests. Sådan tænker de fleste om Scott.

Hold da kæft – virkeligheden ser anderledes ud når man ser alt deres grej på en messe. Beklædning, ski, stave, hjelme og googels var alt sammen super cool og af højeste kvalitet. Jeg ved, jeg er på vej ud på øretævernes holdeplads, men skulle man vælge kun en leverandør til alt, er Scott mit bud. Og så har jeg ikke engang nævnt Scott cyklen til sommertræningen.

I sladderspalten kan jeg fortælle at Glen Plake spredte stjernestøv over standen hos Dalbello og Kaj Zackrisson hyggede sig med sine Kask produkter. Det er en anderledes oplevelse at komme ind på en stand og se Kaj med hans dreadlocks og i korte bukser samt badesandaler med en stor weiss beer i hånden. Hejsan, vil i købe nogle kask huer?

Finanskrise eller ej, bare rolig du får masser af muligheder for at bruge sparepengene på noget fedt skiudstyr igen til næste år.

Safe turns

Søren Frandsen

FreerideSki.dk

Danish Freeride Team Logo