Randonné pakkeliste

En god randonné tur starter tidligt om morgenen, hjemme i lejligheden. Tasken skal pakkes, lavinebulletinen skal læses, mens ruten forhåbentligt er fundet forlængst. Her samler jeg op på de vigtigste ting at huske til randonné skituren, uanset længde:

  • Madpakke
  • Skind
  • Solbriller
  • Hue
  • Vand
  • Kamera
  • Skiftetøj, herunder tynde handsker, en tynd skijakke. Tøj til hiket.
  • Solcreme
  • Førstehjælpskit

Det er det vigtigste at have i sin taske til et randonné eventyr. Udover selvfølgelig dine offpiste ski med påmonteret randonné binding. Det er utroligt vigtigt at få væske og madpakke med. Ellers kan man hurtigt blive drænet for energi. Selvom det er i bjergene og om vinteren, kan det sagtens være rigtigt varmt. Samtidigt er randonné hårdt arbejde, man bruger rigtigt meget energi på at skinde op af bjergsiden.

Solbriller er også rigtigt vigtigt, hvis man tager på randonné uden solbriller, ender man med at have rigtigt ondt i øjnene eller et par utroligt duggede goggles. Det samme med skiftetøj, det er en fordel at skifte til lettere beklædning på hiket, for at kunne skifte når man ikke længere sveder.

Husk det essentielle

Skind virker måske overflødigt at skrive på, men jeg har oplevet at nogen i gruppen har glemt deres skind og så bliver randonné først svært. Det er en god idé at medbringe kamera, da naturoplevelserne er i en klasse for sig. Der er fantastisk smukt fra toppen af et bjerg, især når man lige har brugt et par timer på at hike derop.

Husk solcremen, ellers kommer du ikke ud på randonnéture to dage i træk. Solen er skarp i bjergene, især når man sveder på en bjergside. Da der på en længere randonné tur ikke er hjælp lige i nærheden, er det nødvendigt at medbringe et førstehjælpskit, som kan behandle småskader og skrammer.

Randonne skind bliver sat på

Troels Iversen er igang med at påmontere sit skind på et af vores første randonné eventyr.

Det essentielle randonnéudstyr

Der er noget udstyr, som man skal have på plads inden man begiver sig ud på randonné eventyr i offpisten.

  • Ski
  • Randonnébinding inkl. skind
  • Lavineudstyr

Med hensyn til ski, vil jeg anbefale at man finder en par gode offpiste ski. Et par gode offpiste ski øger fornøjelsen, når  man kører ned af bjerget og ikke meget hårdere at slæbe med over bjerget. Det kan være en fordel at have et par ski uden for rocker og en mere traditionel camber opbygning. Det gør det nemmere at hike op, da skindet vil blive presset mere ned i sneen af et par camber ski, sammenlignet med en lign. ski med rocker.

Randonné ski

Man kan også købe deciderede randonné ski, som ikke vejer noget og som er rigtigt gode til ski mountaineering. Har ikke selv prøvet et par specialiserede randonné sk, men ud fra en visuel vurdering, ser det ikke ud til at være lige så sjovt at køre ned med et par randonné ski sammenlignet med et par offpiste ski.

Randonnébindinger:

Der er stor forskel på randonné bindinger. Der findes specialiserede randonné bindinger (tænk Dynafit), alpine bindinger med en randonné funktion (Marker Duke) og randonnétilbehør til din alpine binding (tænk MFD Alltime)

Specialiserede randonné bindinger:

Randonné bindinger er helt spartanske bindinger, som er konstrueret til at have den lavest mulige vægt og bedst mulige forhold til opstigningen. Det betyder en lavere DIN-værdi på bindingen, mindre stabilitet og sikkerhed. Randonné bindingerne er ikke konstrueret til hårdt skiløb, men derimod til kontrollerede puddersving uden enorm trykpåvirkning på bindingen. Ved for voldsomt skiløb er randonné bindingen simpelthen ikke konstrueret af hårde nok materialer.

specialiseret dynafit randonné binding

En specialiseret randonné binding fra det anderkendte randonné selskab, Dynafit.

Alpinbinding med randonné funktion:

En alpinbinding med randonnéfunktion giver friheden til at køre så voldsomt på ski, som man ønsker. Bindingen er som en almindelig alpinbinding, med den forskel at man har mulighed for at løsne bindingen fra skien og have sig en randonné binding. Minusserne ved en alpinbinding med randonnéfunktion er øget vægt og at man er hævet en anelse over skien. Den øgede vægt kan man både mærke under sit skiløb og på hiket. Derefter kan man dog gøre, hvad man vil.

Den alpinebinding med randonné funktion giver frihed til at vælge den linie man vil. Bindingerne er lige så stabile, som en almindelig alpin binding og giver derfor en sjovere nedfart. Samtidigt er DIN-værdien væsentligt højere på alpinbindingerne med randonné funktion.

Salomon Guardian randonne

Randonnétilbehør til din alpine binding:

Dette er mest en foromtale for et projekt, som jeg synes lyder utroligt spændende. Det er MFD Alltime – Den ultimative freeride binding. Det virker som om at man får fordelene fra alpinbinding med randonné funktion uden at få generne i form af øget vægt og høj position på skiene. Glæder mig til at se hvorledes det fungerer på daglig basis, men umiddelbart virker det som et utroligt spændende projekt, som kan revolutionere randonné miljøet.

MFD Alltime randonné binding

Den nyeste teknologi indenfor randonné bindinger, MFD Alltime.

Lavineudstyr

Det kræver lavineudstyr at begive sig ud på randonné ture. Hjælpen er ikke lige i nærheden og man behøver derfor den rette viden og det rigtige udstyr. Jeg kan ikke gøre bjergene ufarlige, tilgengæld kan det rette udstyr redder liv. Her kan du læse en guide til lavineudstyr.

Randonné teknik:

Der kan være meget energi at spare ved at lære den rette randonné teknik. Derved kan man øge farten uden at forøge sit energiforbrug eller holde samme fart og have mere overskud til at nyde bjergene. Man skal lære to ting når man tager på randonnéudflugt op af bjerget. Det er et “skøjte frem”, når det går ligeud og at lave et “kick-turn” når man skal dreje.

Skøjte teknik til randonné

Når man “skøjter frem”, skubber man det ene ben fremad, mens det andet bliver stående, herefter skifter det i en flydende rytme. Det betyder meget at finde en god rytme, som man kan følge i længere tid. Det giver en mere behagelig opstigning. Man skal være opmærksom på at mens man kører det ene ben frem, skal det andet ben sørge for at skien ikke glider tilbage. Man skal finde en balance mellem at presse skiene mod sneen og lade dem være lidt løst, for at bruge mindst muligt kræfter.

Hvis bjergsiden er for stejl, bliver man nødt til at lave et zig-zag spor for at komme op af bjergsiden. Det er derfor man kan se randonné ruter være lavet i et flot zig-zag mønster. Det er i denne anledning at man skal lære det såkaldte “kick-turn”. Et “kick-turn” er en rigtigt vigtig del af en randonné opstigning. Hvis man mestrer teknikken kan man spare rigtigt meget tid.

Kick-turn

Ved et “kick-turn” går man lidt længere end selve svinget, således at kun bagenden af skiene er i selve sporet. Herefter sørger man for at støtteskien, dvs. skien som er fjernest fra svinget er stabilt og står godt fast i sneen. Derpå løfter man svingskien, sætter skien ind i sporet, får skien stillet stabilt i en ca. 90 graders vinkel på støtteskien. Herefter flytter man vægten over på svingskien og drejer støtteskien over i sporet. Dermed har man fået lavet et “kick-turn” og man kan fortsætte med “skøjte” teknikken videre på sit randonné eventyr.

Randonné i st. christoph am arlberg

Randonné skiløb giver anderledes oplevelser i skiområdet, her i St. Christoph am Arlberg

Randonné anbefaling:

Jeg er personligt stor fan af randonné skiløb. Det giver nogle helt ekstraordinære oplevelser i bjergene, som man ikke kan sammenligne med noget andet. Det giver selvfølgelig ikke lige så meget skiløb, som en offpiste dag i skiområdet. Tilgengæld er randonné skiløb en mere fuldendt oplevelse. Men har gjort sig fortjent til sine, forhåbentligt, gode puddersving. “Earn your turns”.

Det giver en kæmpe følelse af selvtilfredshed at komme til toppen af et bjerg og vide at man nu har en rigtig lang og god skitur foran sig. Samtidig giver randonné mulighed for at finde god sne i meget lang tid efter sidste snefald. Jeg har oplevet i St. Anton at finde perfekt pudder i op til 14 dage efter sidste snefald. Det kræver bare lidt erfaring i at finde de rigtige steder. Erfaring man kun får fra at tage på randonné.