“Eye Trip” er dette års skifilm fra Level 1. Det er en anderledes film end hvad der ellers tilbydes på markedet. Her er ikke så mange store linier og dybe iagtagelser om skiløb, der er derimod masser af høj rapmusik, åbne jakker og stil. I “Eye Trip” er det ikke nødvendigt at have kørt den vildeste linie, mere om at have kørt en linie, hvor kørslen emmer af stil. Ikke at der ikke bliver kørt vilde linier, det gør der helt sikkert. Både i Alaska og Schweiz bliver der kørt noget godt backcountry skiløb, med masser af drops og tricks. Men filmen bliver båret igennem af jib i forskellige bymiljøer. Fra containere og betonboxe til et tennisnet. Alt bliver brugt og opfindsomheden vælter frem. Virkeligt inspirerende at se, hvor mange muligheder, der gemmer sig i en storby. “Eye Trip” byder indimellem også på mere traditionel park riding, hvor der bliver spinnet og flippet igennem. Især til sidst i Sun Valley, har de bygget en enorm kicker, hvor der bliver kørt virkeligt stort.

Synes det er godt at Level 1 med Eye Trip har lavet en anderledes skifilm og valgt deres fokus område. Stedvist bliver det dog for meget og der savner jeg lidt afveksling fra den konstante fokus på attitude. Ellers en utroligt god film, som er meget inspirerende at se. Man får selv lyst til at bevæge sig ud i byen og stå på ski af Level 1 – Eye Trip.