Det betyder at det krævede lidt ekstra arbejde at finde ud af, hvordan jeg skulle bo. Jeg startede med at undersøge mulighederne tidligt i november måned. Skrev til chefen om han kendte en udlejer, som havde et ledigt værelse. Det havde han, men det hun kunne tilbyde var en dyr lejlighed uden køkken. Ikke noget jeg er interesseret i. Vi fandt ud af sidste år at uanset, hvor bumset man har tænkt sig at bo, så er et køkken et must. Jeg kontaktede derfor vores udlejer fra sidste år og hørte om han havde et rum han kunne tilbyde mig. Han havde heldigvis et rum ledigt. Nu manglede jeg kun at finde to folk at dele det med. Jeg vidste tilfældigvis at min kammerat kendte en, som også ville til St. Anton. Jeg skrev derfor til ham at han kunne sige videre at jeg havde et værelse, men manglede to folk til at bo deri. Det var de meget interesserede i. Herefter var det blot at skrive til udlejeren at jeg gerne ville leje værelset. Det var dog ikke så simpelt alligevel, der er blevet sendt mange mails frem og tilbage mellem mig og ham. Det gjorde det heller ikke nemmere at det hele skete mens jeg sad i Thailand og skulle på netcafé, hver gang jeg ville tjekke min mail. Det er dog kommet i orden, jeg mangler kun at betale min del af huslejen. Vi betaler for hele sæsonen på en gang. Krydser fingre for at jeg ikke bliver skadet.

Pakningen

Tilbage i sneklædte Danmark kan jeg få klaret de lidt mere håndfaste forberedelser. Undersøge hvor meget skiundertøj jeg har, få fat i skifilm og finde alt udstyret frem. Normalt pakker jeg altid i sidste øjeblik, men så tæt på afrejse er sulten efter at komme ned og stå på ski alt for stor. Jeg fandt derfor alle skitingene frem som noget af det første. Fik trukket skiene ned, kigget lidt på dem og drømt om de klipper, der skal droppes og de linier der skal køres. Det er meget sjovt at tage tilbage et sted jeg kender så godt. Det gør at jeg kan ligge og forestille mig hvilke linier jeg vil køre og hvordan jeg vil gøre det. Jeg har lagt planer og jeg har nogle mål som jeg vil nå denne sæson. Jeg kan slet ikke vente med at komme afsted.

Da jeg skal være afsted så længe skal jeg pakke lidt anderledes i forhold til en almindelig skiferie. Det er ikke nok blot at have skitøj og lidt bytøj med. Jeg skal bl.a. huske shorts, hvis vi nu skal spille fodbold på Arlrock. Jeg kommer til at bringe så meget bagage med derned. Togturen bliver et helvede, heldigvis skal jeg kun skifte to gange. Jeg glæder mig dog heller ikke til at slæbe det hele de 2-3 km fra togstationen til værelset.

Ski

For at stille sulten lidt var jeg ude og prøve at sætte skind på mine ski. Var nysgerrig efter at finde ud, hvordan det fungerede og om det var nemt at pakke ind og ud. Det var mere end simpelt, de bliver blot klistret på skiene og spændt på i begge ender. Det burde nok kunne lade sig gøre selv med store handsker og på en bjergtop. Mens jeg var i gang kunne jeg lige så godt indstille bindingerne. De var spændt lige i overkanten. Jeg begynder at skrue på den skrue jeg tror der styrer det, men der sker ingenting. Jeg kan ikke rigtigt forstå det. Det viser sig så at jeg indstiller hele bindingen i stedet for. Det opdager jeg først da jeg har pakket skiene væk, jeg bliver derfor nødt til at hoppe i skistøvlerne for at se, hvilken ski jeg havde rodet med. Fik dog sat den tilbage på plads. Da havde jeg allerede fundet de rigtige skruer og løsnet bindingerne lidt. Ved End-of-season udsalget sidste sæson købte jeg et par Marker duke, en touring binding. Jeg glæder mig så meget til at bestige bjerge og fræse ned igennem urørt puddersne. Jeg kan slet ikke vente med at komme afsted.

Den sidste ventetid

Mangler kun en julefrokost med drengene og en tur til tanddoktor, så kan jeg komme afsted. Tirsdag morgen kører toget fra Flensburg. Det er uhyggeligt meget billigere at bestille billetter igennem Deutsche Bahn. Jeg har kun sluppet 41€ for min togbillet, det er vanvittigt at jeg kan rejse igennem hele Tyskland for mindre end hvad det vil koste mig at tage til København. Kun 4 dage, så står jeg forhåbentligt i hoftedyb pudder og tyrer ned over bjergsiden. Kan ikke vente til følelsen når man lige har kørt en linie og det føles som den bedste tur i ens liv. 15 min senere har man præcis samme følelse igennem. Det gentager sig hele dagen. Powder dage er måske det tætteste man kommer på himmerige på jord. Jeg kan slet ikke vente med at komme afsted!