I starten af sæsonen kørte vi dette interview med Sebastian Jakobsen. Vi har besluttet os for at hive det frem fra gemmerne i forbindelse med det kommende Helly Hansen Freeride DM, som er lige på trapperne. Sebastian Jakobsen, er i vores optik, en af favoritterne til danmarksmester titlen. Nyd det dybdegående interview med en passioneret skiløber og talentfuld freerider.

Sebastian intro billede

Hej Sebastian

I første udgave af Tirsdagens Talenter, havde vi fokus på en rigtig parkrotte, nu flytter vi fokus væk fra de shapede parker ud til den dybe pudder i offpisten, hvor du er på hjemmebane! Til dem som ikke kender til dig, får du mulighed for lige at fortælle om dig selv, hvem er du? 

Hej Freeskiing

Mit navn er Sebastian Jakobsen, jeg kommer fra Århus, hvor jeg er født og opvokset. Jeg er 20 år og er lige blevet student i sommers fra Statsgymnasiet i Århus.
Lige siden jeg var helt lille, er jeg blevet slæbt med på ski af min far et par gange om året, og senere er det stukket lidt af og er blevet til 4-6 uger om året på ski. Det er ved at køre i røven af min far, jeg har lært at stå på ski. Det er af samme vej jeg har lært at man kører efter forholdende, så hvis der er pudder så kører man pudder, og de seneste mange år har vi været helt urimeligt heldige med at ramme de rigtige steder på de rigtige tidpunkter.
Jeg havde lige et par år i midt teenagerne hvor jeg også fik kørt en del park og var på lidt camps.
Da jeg rundede de 18 og blev myndig påbegyndte jeg min skiinstruktør uddannelse og har seneste bestået PSI 1 her i uge 44.
Så helt kort vil jeg beskrive mig selv som en all round skiløber der kører efter forholdende, som har været mere end heldig med at ramme de gode pudderdage.

Skisæsonen er for mange begyndt her i november, er det en sæson du kommer til opleve meget i år?

Sæsonen startede i uge 44 på PSI 1 med fire hurtige dage i portene i Sölden. Jeg er så heldig at min far har en lejlighed i Bad Gastein Østrig, som havde åbningsweekend i denne weekend(30.nov). Så lige nu er vi hernede og kører den early season pudder der nu måtte falde. Hvilket vi har været ret heldige med indtil videre! Til jul kommer jeg lige hjem og fejrer jul og nytår, hvorefter jeg smutter på road trip til Japan i 1,5 måned, sammen med nogle efterskole venner, og så skal vi mødes med en masse andre danskere derude i løbet af perioden. Vi kommer til at færdes i Hakuba og Myoko området (vest nordvest for Tokyo). Det kommer forhåbentlig til at byde på vilde oplevelser og dyb dyb dyyyyyb pudder.
Derefter ved jeg ikke rigtigt hvad planen er… Det kommer an på penge pungen og sneen, så det tager vi som det kommer, men der er jo masser tilbage af sæsonen efter Japan turen.

Klippe drop i BG

Du deltog for første gang til HH Freeride DM forrige år, hvor det blev til en 3. plads, og igen i år, hvor du måtte nøjes med en 4. plads. Fortæl om dine oplevelser og følelsen af at få en podieplads som rookie.

Det var en af de fedeste oplevelser det første år! Jeg var jo helt ny i gamet og havde aldrig kørt freeride på den måde før. Altså at man skulle spotte sin linie nedefra og derefter kører uden prøve gennemløb. Jeg plejer jo bare at køre, og så tage det efterhånden som det kommer. Men folk var utroligt søde til at hjælpe mig. Både med at køre lidt træning op til, og til at finde den linie jeg skulle køre til konkurrencen samt tips og tricks.  Det var en enormt positiv oplevelse af de danskere jeg har set op til, pludselig stod de der med åbne arme og var klar til hjælpe.
Generelt synes jeg at hele stemningen til Freeride DM er fed, man er blandt venner, og alle er samlet det samme sted, efter at have været spredt over hele verden i løbet af sæsonen, det er helt sikkert ikke sidste gang jeg er med til det!

Det første år havde jeg ambitioner om, at være blandt de bedste 25 der gik videre til finalen. Finalisterne blev råbt op bagfra, altså med nr.25 først, og da Tobias (arrangør) råbte nummer 10 op, og jeg endnu ikke havde været iblandt, skød jeg en hvid pil efter det og tænkte at det havde da været meget sjovt. Men da mit navn blev råbt op som nummer 7 blev jeg totalt overrasket! Jeg troede jeg havde den perfekte uge. Fede oplevelser med toppen af dansk freeride og målet om en finaleplads var mere end indfriet.
På finaledagen kørte jeg et sikkert gennemløb, og mange af de også tunge drenge havde problemer med at blive på skiene, så jeg vidste jeg havde klaret mig fint. Jeg havde dog aldrig forventet at mit navn skulle blive råbt op til 3. pladsen. Jeg var selvfølgelig vildt overrasket og totalt forvirret. Sjældent har jeg været så glad og smilet var solidt plantet i fjæset resten af dagen, aftenen og natten, bare se billedet nedenfor.

Freeride DM smil

Hvad har du brugt tiden på siden DM i uge 14 ?

Puuha, det har været travlt! Først med at få de sidste fedte point hos de forskellige lærer i 3.g, dernæst med overspringshandling i læseferien, efterfulgt af en måned med lange fester og glade studenter. Siden da har jeg forsøgt at få arbejdet så meget som muligt, så der kan blive råd til at leve drømmene ud i løbet af vinteren, så må vi se hvor langt det rækker.

Hvad går du og roder med i disse dage?

Hehe det vil I slet ikke høre om! Men lad os tage udgangspunkt i en dag som i dag (2. dec), hvor temaet har været uberørt sne og nye opdagelser. Første tur bød på 600 højdemeter knas tør, uberørt puddersne efterfulgt af et lille hike. Næste tur var vi på eventyr og fandt vej til en lang, stejl og meget smal couloir (snæver passage). Her var vi sæsonens første gæster, og alt i alt var det endnu en tur der bød på kold uberørt sne og store naturoplevelser. Dagens sidste tur bestod af lidt dybere sne imellem nogle store lavinehegn. De fleste hegn kræver dog en meter sne eller to mere, før det bliver rigtig sjovt, men vi fik hygget og ”jibbet” en del taget i betragtning af at det er så tidligt på sæsonen. Lige nu sidder jeg i sofaen med fødderne oppe, tjekker internettet for hvad der sker i den store verden og nyder et glas rosé.

Hvordan har du gjort dig klar til den kommende sæson?

Hmm ikke så meget som jeg egentlig havde håbet, må jeg indrømme. Jeg har fået cyklet en del, både nogle lange ture på landevejs raceren og nogle mudrede ture i skoven på MTB’en. MTB byder lidt på de samme oplevelser, som jeg søger på ski, man kommer ud og ser noget natur og man skal tænke hurtigt og forudse sit næste træk på nedkørslerne igennem skovens mange træer. Samtidig har man også pulsen i max, når man skal køre fra de andre på stigningerne.
Så har jeg selvfølgelig set en masse ski film og været på udkig efter nyt grej.

Hvorfor tager du år efter år, på skiferie eller sæson, hvad er det ved skiløbet og turene som betyder så meget for dig?

Der er mange facetter af skiløbet som jeg er helt forelsket i! Noget af det jeg klart bedst kan lide, er måden man er sammen med familien eller vennerne på.  Man er sammen på en helt anden måde end man er derhjemme, langt væk fra hverdagens stress og jag. Man er sammen alle døgnets 24 timer. I løbet af dagen hygger man sig med ture rundt i terrænet. Om aftenen kan man fortælle røverhistorie, spille spil og være udmattet sammen. Man kan nyde hinandens samvær uden at blive forstyrret af arbejdsmails der lige skal besvares og skoleopgaver der lige skal skrives.
Lidt adrenalin junkie kan jeg nok ikke komme udenom at jeg er, så kicket ved at lave noget fedt, om det er et trick i parken, skærende sving kørt lige på grænsen eller en vild linie i off pisten, kan holde mig kørende, med et stort smil på læben resten af dagen.

God sne til sæsonstart

Hvad skyldes at du bruger største delen af din skitid udenfor pisterne og parken, har du en passion for offpist skiløb ?

En passion kan man vist roligt kalde det. Jeg elsker følelsen af at komme væk fra pisterne og føle sig alene i verden med vennerne. At stå for toppen af et hang og kigge ud over den uberørte sne og have den fantastiske følelse af at være de første mennesker der nogensinde har været her. Flyde ned igennem det hvide landskab, ned til vennerne der står klar med det ene smil større end det andet og high-fives, et fabelagtig fælleskab.
Selvom jeg holder af at køre store sving på en nyprepareret piste, er det stadig i offpisten jeg føler mig bedst tilpas.

Mesterskaberne om at blive Danmarksmester i Freeride løber af stablen for 7 gang i næste år i påsken, hvad er dit mål for konkurrencen?

Målet er egentlig bare at have det sjovt og hygge mig med alle vennerne, der deler samme passion som mig selv, Freeride. Hvilket jeg er sikker på nok skal blive opnået.
Nu hvor jeg får kørt en del på ski i løbet af mit første sabbat år, og har lige så mange dage i benene som  mange af de andre favoritter, vil jeg da lyve hvis jeg sagde at jeg ikke havde et mål om at tilbage erobre en plads på podiet, nu må vi se.

Hvordan vil du beskrive niveauet bland de danske Freeride?

Hvis jeg ender udenfor top 3 vil jeg heller ikke være utilfreds, fordi kampen er hård må man sige. Jeg ser mange kandidater som fint kan nuppe pokalen, hvem rammer dagen og hvem spotter linien som dommerne godt kan lide. Nu må vi se, jeg synes sgu feltet er skarpt i toppen!

Jeg ved du også er glad for parken og de store kickers. Trækker du park færdighederne med ud i  offpisten og smider laidback backflips ud over 10 meter drops eller?

Freestyle park tricks i pudderen er det nye. Man ser rigtig mange af de store film projekter hvor de længe har kombineret freestyle og freeride. Det er også noget jeg selv ligger og leger med de her dage. Jeg har forsøgt at smide flere 3’ere ud over klipper og små hop de seneste dage, og de fleste er endt i backslaps eller tomahawks ned af bjerget. Godt at vi har blød pudder hernede lige nu. Så at få nogle flere park tricks med ud i pudderen er klart noget, jeg vil arbejde med i løbet af sæsonen.

Tur gennem Lavinehegn

Kunne du finde på at deltage til DM i enten Big Air, Half -pipe eller Slopestyle i Tignes i uge 7?

Ja det ville jeg gerne. Nok kun til Big Air eller Halfpipe. Jeg er på ingen måde venner med de der hårde metal rails der er obligatorisk i enhver Slopestye konkurrence, så der vil jeg gerne bare stå blandt tilskuerne og kigge på de dygtige freestyle drenge give den gas.

Har du nogle mål for et trick du skal ha sat, eller en bestemt linie, som skal prøves inden sæsonen er slut?

Jeg vil som sagt forsøge at få noget mere freestyle med ud i offpisten, og jeg ville gerne have sat en cork 7 i løbet af sæsonen på en stor backcountry kicker. Det ville være for fedt, men mindre kan også gøre det. Nogle handdrags og noget mere hygge jibbing ville også vare vil fedt! Det ser alt for godt ud på film.

Misty redigert - lille version kopi

Jeg ved du har været af sted på diverse camps, er det noget som har gjort dig til en bedre skiløber, og kan du råde andre til at tage på ski camps?  

Ja jeg har været på nogle sommer- og efterårscamps med DinCamp. Første gang jeg var med kendte jeg ikke rigtigt nogle, men man fik lynhurtigt nye ligesindet venner. Den første dag kunne jeg knap komme ud over de små kickere og lande rigtigt, uden at miste begge ski, og inden ugen var omme havde jeg sat min første 7’er.
Mine camp ture, er rejser jeg mindes med et smil og jeg er det er super fedt at få nye venskaber – det er ture som helt klart er anbefalelsesværdigt synes jeg.

PSI 1 Kursist

Fortæl om din største ski oplevelse

Hmm der har været mange vildt fede oplevelser på ski… Freeride DM 2012 er klart med i toppen selvfølgelig. Noget andet jeg mindes med glæde, er min tur til Niseko, Japan i 2011. Her var man virkelig på eventyr og man kom langt væk fra den vestlige verden, hvor man altid kan begå sig på engelsk. Og så var der selvfølgelig den fantastiske sne som vi havde for os selv i de japanske skove, billeder siger mere end 1000 ord siger man. Bedøm selv på det billede her

Japan DYB pudder

Din værste ski oplevelse?

Dem er der heldigvis ikke så mange af, og de fleste af dem som der er, har været med et skinneben, knæ, hofte, haleben, skulder… whatever der har taget imod stødet efter et styrt på rails.
Engang da jeg var mindre, hvor der var faldet meget sne, kom jeg til at køre som sidste mand, og selvfølgelig styrter jeg. Jeg kom til at ligge uheldigt i den dybe sne med ben og arme i en låst position, og der var intet jeg kunne gøre dengang. Jeg følte, at hver eneste gang jeg forsøgte at komme fri, blev jeg mere og mere dækket af sneen. Det var en forfærdelig oplevelse og jeg lå låst fast i sneen længe, inden en boarder hørte mit råb om hjælp, og fik samlet mig op. Kort efter kom min far og nogle skivenner løbende op igennem skoven, så godt som man nu kan i en meter dyb nyfalden sne. Det var noget jeg havde et langt mareridt om den nat.
Men der skete jo ikke noget og jeg er 7-9-13 aldrig kommer rigtigt til skade på ski.

Steder du skal stå på ski inden du dør?

Det er en lang liste! Hvis jeg vinder en 4-5 gange i lotto i streg så skal de nok leves ud, eller hvis jeg har en hemmelig onkel i USA der har testamenteret hele hans formue til mig.
Jeg har længe drømt om at komme til Japan igen, og det er så den første drøm der skal udleves, når vi kommer ind i det nye år.
Jeg vil også gerne til USA og Canada, med mulighed for at køre noget af deres berømte champagne pudder. Sydamerika engang i løbet af deres vinter i vores sommerhalvår ville også være dødlækkert. Dog ville en drømmenatur oplevelse være, at sejle med en fiskekutter langs den norske vest kyst, og så gå ture op i fjeldene og stå på ski helt ned til vandoverfladen.
Plus måske en tur til Marokko og finde lidt sne, bare for sige at man har stået på ski I Afrika. Så har jeg næsten også været hele verden rundt, og der er mange drømme endnu 😉

Hvad er Sebastians største skirelaterede drøm?

Hmm, at jeg opfinder en teleport maskine, som jeg mange gange har drømt om. Det lyder måske underligt, men jeg vil bruge den ret egoistisk, bare til at teleportere mig selv op på toppen af de store bjerge uden at skulle gå hele vejen op, og så bare kører steder hvor ingen mennesker har været før. Men det må nok bare blive i drømmeverdenen – desværre.

Hvor er du om 3 år både skimæssigt og karrieremæssigt?

Det er svært at sige! Jeg står et sted i mit liv, hvor vinden kan blæse mig i rigtig mange retninger. Jeg har nok stadig en stor passion for skiløb. Det er jeg ikke så meget i tvivl om. Det står ret fast at jeg skal have 2 sabbat år, men hvad der skal ske derefter har jeg ingen anelse om. Lige nu ved jeg bare at jeg skal stå en helveds masse på ski og udleve alle de drømme jeg kan nå, og så håber jeg at jeg får en åbenbaring om hvad jeg skal læse, men det kan som sagt gå i næsten alle retninger.

Første sving igår morges

Et godt råd til folk som ikke har været til DM i Freeride før?

Spring ud i det, og hold dig ikke tilbage med at stille spørgsmål eller bed om hjælp. Det er et virkelig hyggeligt arrangement, og folk har det bare sjovt efter en lang sæson.
Man skal selvfølgelig have et vist niveau, det er klart. Så det er godt at træne lidt i offpisten de steder hvor der er opkørt og dårlig sne, fordi det er det, du vil møde i påsken til DM. Måske tage et billede af en bjergside en dag, og så beslutte sig for en rute der skal køres den følgende dag. Find nogle pejlemærker at køre efter, det er sværere end du tror.

3 favorit kunstnere som høres i ørene på bjerget

Her kan vi ikke komme udenom Nik & Jay og Rasmus Seebach, hvilket jeg har fået rigtig mange kommentarer på gennemtiden, men det kan sgu bare få mig i godt humør. Ellers har jeg en ret bred musiksmag må man sige, alt lige fra rock til elektronisk musik. Lige for tiden hører jeg meget sådan lidt stille lounge elektronisk musik, eller hvad man skal kalde det. Det kan få mig til at slappe helt af.

Hvis du kunne være alle i verden for en dag, hvem vil du være?

Den er svær, men jeg ville sgu gerne leve Jon Olssons liv må jeg sige. Leve fedt af at lave det han bedst kan lide. Garagen er fyldt med hurtige biler, som bliver skiftet ud engang i mellem, alle sammen med hans eget præg. Hvis der lige er et par fridage og man står i dilemmaet om man skal tage hjem til lejligheden i Monaco eller om man skal slappe af i sommerhuset i Marbella. Være lidt model fotogen og en have kæreste, som er det samme… Man skulle da være et skarn!
Selvom han arbejder hårdere for det end de fleste, tror jeg stadig, at han har det ret fedt.

Tusind tak fordi du gad deltage ! Jeg ønsker dig alt held til DM, og håber at du får en fantastisk tid i sneen i over.

Det var det så lidt, det har været hyggeligt, og tusind tak 🙂

Pudder video fra Bad Gastein uge 3

DM 2013 video – Med lidt fra Sebastians run