Sellaronda Trailrunning 2015

Christian-Emil og jeg tog til Canazei for at løbe årets udgave af Sellaronda Trailrunning, et 59 km langt skyrunning event med 3300 højdemeter rundt om Sellaronda massivet i dolomitterne, med os havde vi Troels Iversen til at skyde billeder og fungere som Soigneur de excellence. Weekenden i Italien bød på masser af højdemeter, god lokal mad, sne på toppene og ømme stænger.

Sidst vi var i Canazei var det vinter. Og dyyyybt.

Ankomst til Hotel Italia

Efter flyveturen fra København til Milano, et længere projekt med at leje bil hos Gold car og en 4-timers køretur ankom vi til Canazei og vores hotel, Hotel Italia, hvor vi blev budt velkommen af vores vært, der havde ventet op for at tage imod os og indkvartere os på hvert vores singleroom. Luksus takker man aldrig nej til. Næste morgen var det op på hesten igen, vi skulle checke ruten, til racebriefing og hygge os, i hvad må være en af Italiens bedst beliggende byer.

Snefald i bjergene

Da vi meldte os ind i løbet forventede vi høje temperaturer og solskin. Hvad vi fik var lave temperatur, snefald på toppene og glatte trails. Ikke som forventet, men slet ikke dumt at have vejrforhold der minder om Danmark. Vi tog den lokale gondol op for at løbe lidt rundt oppe på toppen og finde ud af, hvor “slemt” det stod til. Det var heldigvis nemt at løbe rundt i terrænet på trods af sne og slud, men en forsmag på den fantastiske udsigt blev vi snydt for af de tunge skyer og tætte tåge.

Italien og forsinkelser

Om aftenen havde vi registrering og racebriefing til løbet, hvilket foregik overraskende lidt organiseret. Hvad der syntes at være typisk italiensk, så sker alle ting i sidste øjeblik. Således var de stadig ved at sætte de fleste standere mv. op da vi kommer til registreringen. Da vi er blevet registreret og racebriefingen skal til og igang, kan vi se at det har meget lange udsigter. Køen til registreringen er længere end nogensinde og information bliver der ikke givet noget af. Så vi springer racebriefingen og pastaparty over og tager i stedet tilbage på hotellet for at nyde den lækre 4-retters menu vi får serveret hver aften.

Morgenstund har guld i mund

Race dagen starter tidligt, rigtigt tidligt. Kl. 03.45 bipper alarmen første gang og jeg hopper i løbetøjet, med masser af tøj udenpå. Natten er kold, og de første par timer mens vi løber i skyggen og i dalene vil blive kølige. Inden vi skal løbe kan vi fylde tanken med morgenbrød, kaffe og masser af kage. Italianerne elsker kage til morgenmaden og vi klager ikke. Vi pakker det sidste grej i taskerne og bevæger os ned til startområdet, som ved vores ankomst allerede er tætpakket af forhåbningsfulde og spændte løbere.

Foto: Martin Schøber

Forsinket igen

Det er jo Italien, så starten bliver skudt igen +5 min efter det planlagte 05:30, men afsted bliver vi sendt. Jeg placerer mig hurtigt i hælene på Christian-Emil, som sætter tempoet og trækker mig op. Ruten løber rundt om Sellaronda massivet, som man også køre på ski om vinteren. Lige fra start går det lige op i himlen. Den første time bliver hurtigt overstået med hænderne på lårene og øjnene fast låst på hælene af personen foran. Som vi nærmer os toppen, begynder dagen også at gry og solens første stråler rammer de vertikale klippemassiver på det imponerende massiv.

Opsvulmede hænder

Jeg havde klart forventet høje temperaturer til løbet, og mentalt forberedt mig på at skulle kæmpe mod varmen. Det blev heldigvis aldrig et issue. I stedet skulle vi arbejde med lave temperaturer hele morgenen. Både mine og Christian-Emils hænder svulmede kraftigt op de første timer af kulde. Heldigvis forsvandt det i løbet af dagen.

Den sjoveste del af løbet

Selve ruten består af fire primære, og lange, opstigninger med tilsvarende nedfarter. Op ad kigger man ærlig talt mest ned i korden og forsøger at lede tankerne væk fra mælkesyren der pumper rundt i kroppen og leddene der smerter. På de lige stykker nyder man udsigten og får lov til at løbe lidt som hjemme i DK. På nedfarterne er det fuld fokus på underlaget – og så ellers blæse ned igennem terrænet. Det er klart det sjoveste ved at løbe i bjergene og kan på en god singletrail føles lidt som at stå på ski. Hovedet bliver slået fra og man lader benene køre og arbejde.

15 km fra helvede

Sellaronda Trailrunning er, som nævnt, 59 km langt, men det var især 15 km, som slog mig fuldstændig ud af kurs mod slutningen. Efter at være ankommet til Arabba omkring km 37 med gode ben og overskud, går stien nærmest direkte op efter aid stationen.

De næste 15 km er direkte ulidelige og afsindigt hårde. Først turens stejleste stigning, derefter en kort nedfart til endnu en stejl og modbydelig opstigning. Herefter havde jeg mentalt forberedt mig på et fladere stykke med flere løbbare km. Det var det overhovedet ikke! Hele tiden gik det op og ned, op og ned. Der var umuligt at finde en rytme. Et forfærdeligt tidspunkt, hvor alt gør ondt i kroppen og man ved at der stadig er 2 timer tilbage. Heldigvis var udsigten over Passo Fedaia og Marmolada gletscheren fantastisk.

Foto: Martin Schøber

De afsluttende km

Efter at ramt sidste checkpoint ved Passo Pordoi, er det næsten udelukkende en stejl nedfart tilbage til Canazei. Benene gør ondt, hovedet er træt og jeg vil bare gerne ned og spise chokolade ved målstregen. Jeg kan overhovedet ikke holde tempoet oppe og bliver overhalet af 10-15 andre løbere på de sidste kilometre. Mit konkurrencegen er fuldstændigt ødelagt, jeg orker ikke at sætte tempoet op og undgå at blive overhalet. Jeg lader bare stå til og lader mine ben bevæge sig ned mod målstregen.

Ingen lykkerus

Da jeg krydser målstregen i 9:21:46, som samlet nr. 86, er jeg bare træt. Jeg mærker ingen stor rus af lykke over at have gennemført. Jeg er bare glad for at det er slut og at jeg kan få lov til at sidde ned og nyde at den forfærdelige idé det var at løbe 60 km i bjergene er overstået.

Christian-Emil kommer løbende i mål lidt tid efter. I samme øjeblik han løber over målstregen, bliver han ramt af stærke kramper i benene. Det må have været forfærdeligt, men det var underholdende at se på. Han stod for dagens mandfolkepræstation. Efter at jeg havde trukket lidt fra, havde han været i dyb krise, med krampe i læg, lår og mave, og måtte tilmed brække sig for at få styr på maven. Og alligevel gennemfører han og løber hurtigt de sidste 10 km. Bad ass!

Suunto stats

Til løbet var jeg så heldig at kunne låne Troels’ Suunto ur. Herunder kan de se alle stats fra løbet.

Ømme stænger

Jeg havde forventet at have forfærdeligt ondt i benene, men at jeg nærmest ikke kunne rejse mig normalt 3-4 dage efter løbet havde jeg alligevel ikke regnet med. Enhver muskel i benene har været slidt, og her en uge efter er min læg stadig spændt. Men fodboldsæsonen er stadig i fuld gang, så det er endnu ikke tid til at hvile på laurbærrene.

Sådan kommer du til Canazei

Udenfor vintersæsonen, hvor turistbusser kører til Canazei i pendulfart, er det faktisk ikke helt ligetil at komme til Canazei uden egen bil. Har du egen bil kan du køre fra København til Canazei på godt og vel 15 timer. Har du ikke egen bil, vil jeg anbefale at gøre som os. Flyve til Milano (Linate lufthavnen er tættere på Canazei end Malpena), leje en bil (vi kan ikke anbefale at leje ved Gold Car) og derefter køre til Canazei. Der er omtrent 4 timers kørsel fra lufthaven til Canazei.

Foto: Maritn Schøber

Masser af sportsaktiviteter

Canazei ligger i hjertet af dolomitterne og kan tilbyde alt hvad hjertet begærer. Vi så masser af folk på racecykler, som prøvede kræfter med de hårde stigninger i området. Der var downhill MTB, masser af løbere, klatrere på de stejle bjergvægge og hiking trails over det hele. Canazei og Val di Fassa er en hub for bjergsport hele sommeren.

Læs alt om mulighederne i Val di Fassa på deres hjemmeside

Foto: Martin Schøber

Alle billeder tilhører Troels Iversen Photography medmindre andet er angivet.