
Vi har fundet sne i alperne!
Vi, Tobias og Martin, teamede op med Alexander og Troels, og hoppede i bilen på mod Ötztal. Nærmere betegnet Sölden og Obergurgl. Vi havde hørt rygter om at der var mere sne der, og hvis ikke andet, så har de en gletscher, som typisk allerede i november leverer mere end godkendte puddersving.
Stærkt team!
Sne lige rundt om hjørnet
Køreturen derover igennem Inntal var ikke ligefrem opmuntrende. Bjergsiderne var golde eller grønne, og sneen syntes langt væk. Lige indtil vi drejer om det sidste hjørne og kan se op mod Sölden og Obergurgl. Bjergene er hvide, dækkede med sne og smilene breder sig på vores ansigter. Det her er hvad vi har ventet på! Vi får hurtigt skiftet til vores skitøj, og bevæger os op i terrænet. Turen op på bjerget går lynhurtigt. Man mærker hurtigt at Sölden er en populær og rig skisportsby. Lifterne er topmoderne. Hurtige, behagelige og lange. Der bliver klaret en masse vertikale meter på næsten ingen tid. Især den nye gondol over det krævende Wasserkar face er imponerende. Det er en lift vi hurtigt bliver glade for.
Vi fik testet de mange højdemeter i Sölden
Vertikalt paradis
Sölden er ikke et skisportsområde som afdækker det største areal. Det er by no means et lille område, men den helt store fordel ved Sölden er dets mange vertikale meter. Fra toppen af gletscheren og ned til byen er der næsten 2000 højdemeter (1977 m for at være eksakt). Som nævnt så går det hurtigt op ad, så alt du skal koncentrere dig om er at komme lige så hurtigt ned. Og mulighederne er mange. Wasserkar på Gaislachkogel er en klar anbefaling til de mere ambitiøse, mens der på Giggijoch er masser af muligheder lige ved siden af pisten. Både erfarne og nybegynder kan finde gode offpiste udfordringer i Sölden.
Wasserkar var sjovt! Og bød på flot udsigt over Sölden
Nattelivet
Du kan naturligvis heller ikke være i Sölden uden at se lidt på nattelivet. Selvom det var en aften midt på ugen, midt i december, så var der masser af folk på gaden og på rockbaren som vi fik os forvildet ind på, bød på liv og glade dage og flere Willi mit Birne end vi havde forventet. Men det bliver man selvfølgelig aldrig rigtigt ked af.
Troels tager for sig!
Obergurgl
Det blev dog ikke til mere end at vi var tidligt oppe igen næste dag. Andendagens program stod på Hoch- og Obergurgl, som ligger 20 min kørsel længere inde i dalen. Og her blev smilet endnu større. Det havde sneet om natten, isskraberen var fremme for første, men alligevel gik det hurtigt op for os at det havde sneet mere i Obergurgl, som lige ligger lidt højere og lidt mere nordvendt. Vi var mildest talt stoked.
Vissing i kold pudder i skyggen!
Freeride og offpiste paradis
Vi kommer derop, det første vi gør er at trække udover en rygning. Det næste vi gør er at slå puddersving tilbage til bunden af liften. Det tredje vi gør er at gentage kunststykket. To runs og Obergurgl har allerede overbevist os om at det nok er det bedste steder i alperne i øjeblikket.
Det er ikke kun os der synes at freeride mulighederne er gode i Obergurgl. Vi fik også et godt syn på konkurrencefacet til byens 4* FWQ konkurrence. Det er stejlt, og der er rigtigt store klipper. Billedet herunder yder det måske ikke helt retfærdighed. Men når du først slår lidt sving på facet, mærker du hurtigt hvor stejlt bjergsiden. Vi prøvede, og det var fedt.
Konkurrencefacet – som dog nok mangler lidt sne.
Ældre gondoler og aprés hygge
Efter at have kørt rundt i Obergurgl bevægede vi os med en langsom gondol over til Hochgurgl. Det var noget af et skift fra Sölden topmoderne liftsystem, til et mere almindeligt og lidt mere gammeldags liftsystem. Har du helt brede ski, kan det godt blive lidt af en prøvelse at sætte dem af i de gamle gondoler. Det er dog ikke noget man tænker når svingene er gode og sneen er rigelig.
Vi bliver desværre lukket lidt inde af skyerne henover eftermiddagen, så efter at have fræst nogle højdemeter på pisten, sætter vi os ind på schirmbar på toppen og slutter to gode dage af med en øl og hits fra Aprés Ski Hits 98.
Vi kommer snart tilbage igen!
Vissing fanger pudder og det rigtige flot lys
Praktiske informationer
Sölden ligger 13 timers kørsel fra København og er let tilgængeligt via motorvej helt indtil du drejer ind i Ötztal. Er sneforholdene mod forventning dårlige, kan du hygge dig i deres Aqua Dome eller få pulsen og adrenalinet op i det røde felt i Area 47. Mulighederne er mange. Obergurgl virkede som et sted med dyr accommodation, mens det i Sölden er til at betale sig fra. Der er også lidt mere gang i Sölden by, så min anbefaling vil lyde på at overnatte i Sölden, men ikke kun køre på ski. Obergurgl og Hochgurgl er de bedste steder til freeride og pudder.
Med fly?
Kommer du med fly kan du flyve til Innsbruck, München eller Zürich. En togrejse videre til Imst og derfra med bus til Sölden. Det lyder lidt besværligt, men er ret ligetil. Hvis du er i tvivl, så er der altid vildt mange på arbejde i østrigske toge og på de østrigske togstationer.
Læs mere og book dit værelse på Soelden.com
Kommer du til først til foråret? Så er touring mulighederne endeløse i Obergurgl!

Martin
Leave a Reply Cancel reply
This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.